Delte mavemuskler: Træning før kirurgi

Især i 2020 har mange kvinder oplevet, at ventetiden fra de blev indstillet til operation af de delte mavemuskler (rectusplastik/bugvægsplastik) har været lang. Det er ikke kun på grund af Covid-19, men også fordi der er en større bevidsthed om efterfødselsskader og især tilstanden rectus diastase, også hos de praktiserende læger. Flere kvinder opdager nu, at deres mavemuskler ikke har genfundet deres styrke som normalt.

Ventetiden betyder, at kvinder forventes at træne i tiden frem til operationen – men ofte uden at få konkret og kvalificeret hjælp til hvordan de skal gøre det.

Læs mere her, hvis du vil vide mere om det nye lovkrav om erstatning til kvinder ved skader efter graviditet og fødsel (https://www.dr.dk/nyheder/indland/4200-kvinder-staar-til-erstatning-forsikringsselskaber-broed-loven-over-gravide)

Fra et kirurgisk perspektiv er resultatet altid bedre, jo bedre funktionsniveauet er inden indgrebet. Selv om man har konstateret der skal gøres noget ved de delte mavemuskler, betyder det derfor ikke at der ikke er mere man selv kan gøre. På samme måde som et knæ der skal have lavet korsbånd, vil man gøre hvad man kan med træning inden, for at muskulatur og mobilitet er så god som muligt når man skal lave kirurgi.

Så vil man nemlig se, at mavens muskulatur er svundet ind og blevet svagere. Og jo svagere ved operationen, jo længere vej er der til at opbygge styrke efterfølgende.

For selv om bindevævet er svagt, er det i sidste ende det dybe stabiliserende system, som skal danne grundlaget for styrketræningen efter operationen. Selv om man kirurgisk kan fjerne det løse, svage væv og sy det sammen, så er den samlede styrke 100 % afhængig af hvad der funktionelt sker i kernens samspil mellem muskulatur og bindevæv. Operationen reparerer en struktur. Men den fortæller ikke vævet, hvad det skal for at arbejde effektivt bagefter. Det kan vi gøre noget ved, gennem hensynstagende træning af det dybe stabiliserende system inden operationen. Så det virker så godt som muligt.

Det, som mange ikke ved er, at der kan være en stor effekt af denne træning, selv mange år efter sidste graviditet. Og for nogle bliver maven funktionelt så stabil og så stærk, at en operation kan undværes.

Derudover er træning efter indgrebet markant mere udfordrende på grund af smerter, syninger og indskrænket mobilitet på grund af arvæv etc. Så jo mere du har forberedt dit dybe stabiliserende system ved at træne din strategi forud (Læs mere her), samt trænet din krop i bevægemønstre der faciliteter kernens arbejde, jo bedre og nemmere vil det være for dig at komme i gang efterfølgende. Og jo bedre du træner, jo mere kommer kirurgens arbejde til sin ret, så du bliver stærk på lang sigt.

Det er nemlig ikke lige meget hvordan du træner, når du har delte mavemuskler. Så hvis den træning du laver er klassisk træning af din sixpack med curl-ups, planker og benløft…kan du godt ende op med dele af mavens muskelapparat der er blevet brugt så godt som muligt, men hvor samspillet i kernen som helhed har fejlet. Det kan betyde, at din sixpack og hoftebøjere er blevet mere trænet i at overtage arbejdet for resten af kernen, mens resten af kernen (det dybe stabiliserende system og bækkenbund slet ikke er blevet rekrutteret og stimuleret, evt. at dine organer og bækkenbund har manglet støtte under belastningerne, og i værste fald at diastasen er blevet forværret med svagere bindevæv endnu og større afstand. Jeg ved at kvinder ofte sendes hjem med beskeden om at træne, men at der er mangel på vejledning. Og det gør mig helt ked af at tænke på, hvor meget godt det kunne gøre, dersom vi viste vej helt frem til indgrebet så de står stærkest muligt den dag.

Selv om du måske mest af alt har lyst til at forholde dig i ro, til sidste tråd fæstnet og du ved, at maven er syet sammen – så er det virkeligt godt givet ud for resultatet af din operation, at du arbejder så godt som muligt med din kerne inden.

Du behøver ikke træne med høj belastning. Vi kan sagtens stimulere dit dybe stabiliserende system, og sågar også dit bindevæv med lave belastninger. Det er kvaliteten på de stimuli vi giver kroppen, og vedholdenheden der betyder mest her. Og det vil gøre det nemmere for dig at komme i gang, så tidligt som dine restriktioner tilllader det efter operationen.

Nogle kvinder har forståeligt nok også mest af alt lyst til at pakke de alt for åbne mavemuskler ind i et bælte eller lignende for at lukke den. Og lade den blive der til…ja til hvornår, egentligt?

Min holdning (baseret på forskning og kliniske erfaringer fra andre kompetente kollegaer, bl.a Diane Lee i Canada) er, at man skal være varsom med at bruge bæltet, og at det kun i meget sjældne tilfælde, og brugt fornuftigt kan være en hjælp i kortere tid. I min kliniske praksis er det yderst, yderst sjældent at det er nødvendigt.

Problemet er, at det er svært at leve med en mave hvis form og adfærd stikker helt af. Og det er en nem og hurtig løsning at pakke den ind i bæltet. Og derfor køber mange af os den nemme løsning i håbet om, at det lykkes.

Men den kedelige konsekvens er, at diastasen og den bøvlede mave kommer stille og roligt tilbage så snart bæltet tages af, og træning og belastning introduceres. For rent motorisk er maven slet ikke blevet mere gearet til belastning efter tiden lukket inde i et bælte. Den er bare blevet mindre i sin form udadtil.

Med mindre, selvfølgelig, at du trapper stille og roligt ud af bæltet, for at introducere de versioner af belastning som den kan respondere på og tåle. Og lige så stille bliver bedre og bedre til at tåle belastning og gøre sit arbejde. Indtil du en dag har en mave du kan stole på igen.